Torsdag 26. til 28. Februar:

Nu er vi vendt tilbage til Alice Springs fra vores 3 dages safaritur til Ayers Rock, The Olgas og Kings Cannyon, her var vi sammen med 12 andre personer og flere billioner af fluer, så der vil i se nogle sjove billeder senere, hvor vi har stor hat og fluenet på som fuldstændig undværelig. Tilbage til turen, den første dag startede vi med at blive samlet op ved hotellet kl. 6.15 så vi var lidt tidlig oppe (det blev meget være). Dagens tur var på ca. 500 km, det første stop var på en kamelfarm, så dem der ville kunne komme på nakken af kamelerne, efter en god ½ times tid gik turen videre til vores første lejr. Det må være nemt at planlægge veje hernede, for man tager en lineal og slår en streg, og så har man placeret en ny vej, uendelig snorlige veje, til de lastvognstog (Roadtrain) vi så, de må være op til 53,5 meter. Velankommet til lejren og vi havde fået os et telt, skulle alle være med til at lave frokost, spisesalen bestod af en overdækket terasse med fluenet omkring som var et most. Vi skulle have været ude ved The Olgas efter frokosten, men  på grund af varmen (over 40 grader) var det for farligt så vi var inde på en museum for Aboriginal, der var butikker med deres kunst m.m. og de vidste godt hvad de ville have for tingene, men derude kan de jo også selv sætte prisen der er ingen konkurence. Derefter kørte vi ud til The Olgas (Kata Tjuta), der var kommet nogle få enkelte hvide klatter på himlen, men der var stadigvæk varmt. Det var storslået og svært at forklare, det skal ses. Vi gik ind mellem de to store sten, en tur på ca. et par kilometer hver vej, heldigvis var der skygge et par stede, for solen brændte stadig hårdt. Så var der tid til at fortsætte mod Ayers Rock (Uluru), for det var ved den tid vi skulle se solnedgangen, et betagende syn, her diskede rejseselskabet op med vin og chips. En anden rejseguide kom gående med et indkøbsnet om halsen, op af nettet kom et lille hoved af en kænguruunge (Binkey), han havde set der lå en dræbt kænguru i siden af vejen, han stoppede og fandt ungen i pungen på dens dræbte mor. Tilbage til lejren stod den på madlavning, middag og ellers hygge resten af aftenen. Alle var trætte og mætte af indtryk fra dagen, så der var ingen problem med at få ro ved 21.30 tiden. 

Anden dagen startede med TIDLIG kl. 4.30, det var rart med et bad efter en nat i en bagerovn af et telt uden aircondition, der var afgang fra lejren kl. 5.30 ud til Ayers Rock, vi havde valgt at gå rundt om Ayers Rock og se den skifte farve i takt med solen stod op, det første stykke foregik med lommelygte, det var godt vi ikke skulle gå turen i den allerværste varme. Igen i dag var temperaturen omkring 40 grader, så når der var en chance gik vi i skyggen, og den var der ikke meget af. Ved et lille vandhul fortalte guiden, der havde regnet en lille smule i december og forventede ikke, der kom vand igen inden oktober eller november. Han fortalte en masse om de indfødte, bl.a. de fangede kænguruer ved at vælge den sidste i flokken når de var på vej væk fra vandhullet, for det var jo føreren i flokken der skulle lede dem tilbage til vandhullet igen, han fortalte også om tilberedningen af dem, de blev langt på bålet i hel tilstand med hud og hår og de lavede et lille hul ved navlen så gasserne kunne komme ud, samt ryggen skulle knækkes på dem, ellers ville de stå i en bue på bålet. Så var der tid til afgang til vores næste overnatningssted ved Kings Canyon, undervejs gjorde vi holdt på et udsigtspunkt med udsigt til Mount Connor på den ene side af vejen og på den anden side var der udsigt over en stor indtørret saltsø som der er mange af (så fik vi opklaret, hvad de hvide pletter var vi så fra flyet, da vi fløj derud). Det næste stop var ude i bushen for at samle brænde til at lave aftensmaden over. Her så vi vilde heste og kreaturer, men ingen kænguruer eller kameler som ellers lever side om side med hestene og køerne. Guiden fortalte der er så mange kameler i Australien, at man omkring Alice Springs havde skudt 3000 styk fra helikopter sidste år, da kamelkød ikke er høj kurs fik de døde dyr bare lov til at ligge, til gavn for ørnene og dingoérne. Vel ankommet til lejren skulle der tændes bål, dem der havde lyst havde mulig for at få en svømmetur i poolen, så var der tid til at der skulle laves aftensmad på de glødende kul, maden blev tilberedt i sorte gryder og smagte pragtfuldt selv om fluerne også ville være med, var næsten umulig at holde væk, men det gik.  Kl. 20.30 begyndte folk at gå i seng, vi fandt også rimelig hurtigt sengen derefter (endnu mere bageovn i nat end sidste nat) ved 24.00 tiden fik Annette en briks ud i det fri for der var bare for varmt.

Tredje dagen kunne vi sove længe, der var vækning kl. 5.30 og afgang fra lejren kl. 6.30 og alt skulle være pakket sammen og rengjort inden afgang. Turen gik op til Kings Canyon, hvor vi skulle på gåtur, vi to unge mennesker kunne og ville med på den lange tur op over Kings Canyon, (alle de andre var bare yngre og hurtigere til bens). Det startede med at gå næsten lige op  af bjergside og der var langt, vel oppe på toppen, fortalte guiden om planter, dyr og de indfødte og hvordan de levede i en samhørighed, naturen var så eneståede det kan ikke beskrives eller fortælles, men jeg kan stille jer et spørgsmål ”hvordan kan man få gåsehud på arme og ben i godt 40 graders varme”, turen tog godt 4 timer, hvor det gik op og ned, vi var total udmattet da vi kom tilbage, efter en ubeskrivelig køn og oplevelsesrig tur, vi drak ca. 5 liter vand på turen og 2 mere da vi kom tilbage til bussen igen. Efter frokosten og et gruppefoto gik turen videre til det sted hvor dem der var på 3 dages turen skulle skifte til en anden bus. Kort efter vi var startet, spurgte chaufføren om alle havde spændt sikkerhedsselerne, samtidig med at han stoppede, for at slå 4 hjulstrækket til, for nu kørte vi ud i bushen, så gik det over stok og sted de næste 350 km på grusvej, hvor der skulle køres med 4 hjulstræk. Undervejs var der stop et par steder, enestående og storslået natur i en uendelighed bogstavelig talt, som skal opleves. Vi ankom til det sted hvor vi skulle skifte bus (ca. 130 km fra Alice Springs). Det var nu dejlig at komme tilbage til hotellet, der gik ikke mange minutter inden den stod på bad og vask af tøj, det var dejlig at komme i en seng og et værelse med aircondition til en god lang nattesøvn.

Søndag den 1. Marts:

Vi sov længe helt til kl. 8.00, for vi skulle først være i lufthavnen kl. 11.25 for afgang til Sydney, vi må sige de er meget præcise, flyet slap bremsen og rullede ud til startbanen på minuttet. En pragtfuld flyvetur, ingen skyer og frit udsyn. Uden i midten af ingenting kan men se veje og privat landingsbaner og en prik af en bygning, spørgsmålet er bare hvad lever de af derude? Vi ankom til Sydney kl. 16.45 lokal tid, fik hurtig en taxi til vores hotel Hotel Ibis Airport som vi ikke kan sige andet endt godt om, også deres mad.

Vi kom af sted i pæn tid (kl. 8.15) der var ikke så meget trafik på dette tidspunkt, så det gik fint og var hurtig ude af byen, igen det er en enestående natur som ikke kan beskrives, bjerge, søer, træerne og lyset og solen, med andre ord en meget flot tur op gennem dalene og bjergene fra Queenstown til Franz Josef, vi gjorde stop et par steder for at tage foto bl.a. af søer med total stille vandspejl, det er et syn der skal ses, på et tidspunkt havde vi kørt opad i lang tid, da vi skulle nedad så vi skilt som fortalte at vi skulle køre nedad i 47 km det fortæller lidt om forholdene, man er rimelig koncentreret når man sidder bag rattet. Efter Haast River kom vi ud og langs med vandet, over en strækning på ca. en kilometer havde folk gjort holdt og stablet sten i varder, et sjovt syn. Vi gjorde ophold ved Fox Glacier, der var en lille gåtur ud til den, det er enestående, når man ser den og de omgivelser den har trukket sig tilbage fra, der er ufattelig kræfter i sådan en. Videre frem til vores hytte på Top10 campingpladsen, det må vi sige oversteg alle forventning til en hytte på en campingplads, meget flot og pænt. Vi sluttede dag af med at sidde på terrassen og nyde en enkelt øl/glas vin samt se en flot solnedgang. En smuk afslutning på en lang køretur og en dejlig dag med solskin og godt 20 grader.

Søndag den 15. Marts:

Igen en dag med masser af positive oplevelser, morgenen var overskyet, men ved 9 tiden fik solen fat og vi fik en fantastisk flot dag med sol og godt 20 grader og næsten vindstille. Dagen første oplevelse var et gåtur rundt om Lake Matheson, søen var stort set blikstille og en fantastisk syn med Franz Josef Glacier i baggrunden, det blev til flere postkortlignende billeder, det var bare så stor en oplevelse og flot syn, så der gik hele formiddagen. Derfra kørte vi til Franz Josef Glacier, vi gik så langt derud vi kunne (uden guide), det foregik i det areal gletchen har efterladt ved sin tilbagetrækning fuld af store sten, der var stort set ikke sand kun sten, det var mærkelig, vi stod der i korte bukser og t-shirts og foran os lå der en enorm stor gletche, skinnende i hvid og blålige farver i solen samt man kunne se jord og støv især på den nederste del, når man tænker på den har været meget større tidligere, i 1750 var den 4 km større. Den sidste oplevelse vi skulle have i dag, var en tur til Okarito Lagoon, New Zealands største sump område med flere forskellige sjældne fugle bl.a. den hvide hejre, det er en utrolig forskellig natur, is – regnskov – lav bevoksning ude ved klitterne og en strand med sort sand ud til det Tasmanske hav, her skulle Birgit selvfølgelig ud og have dyppet tæerne, der blev hun pludselig overrasket af en bølge på hendes egen højde, hun løb alt hvad hun kunne, men fik alligevel våde bukser, jeg var på vej efter fotoapparatet, men var 10 sekunder for sent på den, det ville have været alle tiders billede, med en sådan bølge som baggrund. Derfra gik vi en tur ind i en skov, hvor der skulle være Kiwi fugle, vi mener bestemt vi hørte en, men den er meget sky og vi så den hele ikke. Det var så dagens program og nu var der kun hygge tilbage, med kaffe på terrassen i den varme sol.

Mandag den 16. Marts:

Nok engang skulle vi have kufferten pakket og videre fra Franz Josef til Westport, dagen startede tåget og overskyet, men i løbet af formiddagen klarede op, og det blev til en flot solskinsdag med op til 25 grader. Det første på turen var et besøg i guldgraverlandsbyen Ross på New Zealands vestkyst, videre herfra til Hokitika, som ligger ud til det Tasmanske hav, det var også en guldgraverlandsby, en rigtig charmerende by i bedste westernstil, her var vi på en lille strøgtur og var en tur ude ved havet, for at kigge efter jade sten som vi skulle kunne finde på stranden, Birgit fandt en, men den var desværre ikke helt ren. Frokosten var i det fri nede på havnen, i dejlig solskin og næsten vindstille. På havnen stod der 3 lastbiler, der var opbygget som homevogne, det var meget tydelig at se, det var rigtig hjemmelavet. Næste stop var Pancake Rocks, det er et imponerende syn, klipperne består af store flade stykker lagt oven på hinanden og ligner store stabler af pandekager, pludselig kunne vi ikke finde Birgit, hun troede vi var gået op til bilen, på et tidspunkt hun var optaget af at tage billeder, men efter lidt søgen var vi alle fire samlet igen, herefter gik turen videre til Westport, her var en tur ude på Tauranga Bay, for at se en sælkoloni, men det blev for sent og mørkt, men vi kunne høre dem, så vi var enige om de skulle besøges i morgen.

Tirsdag den 17. Marts:

Næste etape var fra Westport til Hanmer Spring, vi gjorde et lille ophold i Reefton, en lille guldgraver by også i bedste westernstil, gamle bygninger og forretningsfacader som vi ser på filmene, en hyggelig lille by som vi kan anbefale folk til at gøre et lille ophold i og se lidt på de forskellige gamle bygninger og byggestil. Herfra videre til Inangahua Swingbridge, det var ikke den vi havde set inden vi tog herned, for der skulle vi ud på en større omvej, og opbygningen var jo den samme, der var nogen der syntes det var sjovt at få den til at svinge og der andre der ikke var helt tilfredse med det. Så havde vi lige Lewis Pass som skulle passeres med nogle gevaldige stigninger og nedkørseler, inden vi kom til campingspladsen (nogle dejlige hytter), den højeste beliggende plads på vores tur. Så var der tid til tøvask og bilen trængte efterhånden og hårdt til en omgang. Aftensmaden blev lavet på grillen og spist på terrassen i korte bukser og t-shirts. Igen en dag med godt vejr sol og over 25 grader, så vi NYDER det bare.

Onsdag den 18. Marts:

Det var en afslapningsdag af de helt store, men lidt sjovt skulle der til, så vi skulle prøve et slag minigolf, men inden skulle vi igennem en labyrint med en rebus der skulle gættes for at komme igennem. Minigolfbanen var en sjov bane med vandfald og sjove forhindringer, og Kristian var ikke den der fik flest slag, vel Annette, selv om hun lavede hole in one. Eftermiddagen foregik med bad i Thermalbad med hot pools og varmebade fra 35 til 41 grader, der var forskellige olie og ting og sager i, i badet med de 41 grader var med svovl i, det siges at være god for kroppen og skind, men det var godt nok for varmt, de 35 grader var meget behagelig.

Torsdag den 19. Marts:

I dag var det sidste nye overnatningssted på sydøen, Kaikoura som ligger på østkysten, for os der var tidlig oppe var der en utrolig flot morgenhimmel, sol og skyer i nogle flotte og varme farver, det var optakten til en dag med sol og varme omkring de 25 grader. Vi kom af sted i pæn tid, så vi nåede frem til Top10 i Kaikoura inden middag, så vi var forud for planen. Det gav mulighed for at komme ud på hval tur allerede i dag, vi var heldige, for der var plads kl. 12.45, med det vejr kunne det ikke andet end lykkedes at se hvaler. Vi var klar og på pletten til tiden, til information inden afgang, her fandt vi ud af vi ikke var de eneste danskere der skulle med, der var to piger fra Århusegnen med på den samme tur, vi fik nogle tips til når vi kommer til Wellington af dem, og vi kunne så give dem tips om Sydney, Alice Spring samt de fik vores fluenet, da de skulle på den samme 3 dages tur som vi var. Det blev til en tur man sent vil glemme, vi var så heldige der var 4 spermhvaler, de lå der i overflader og trak vejret inden de dykkede, vi fik også det eftertraktede billede af halefinnen i forbindelsen med den dykker igen. Herefter sejlede vi videre til andet område, her skulle der være delfiner, og det var der også, de snakkede om der var omkring 300, de kom svømmende hen imod os og hele vejen rundt omkring os, næsten som i stimer, hoppede og sprang omkring os, det var en mærkelig oplevelse og følelse der er svært at forklare. Så var det ved at være tid til at blive booket ind i vores hytter, dejlige hytter som vi kun kan anbefale, hvis folk skulle komme på det strøg. Dagen sluttede vi af med et tur på stranden, her fandt vi masser af paua skaller som koster en hel del i forretninger, men så er de også gjort rene, her fik vi dem helst gratis for at gøre dem rene. Det blev afslutningen på en helt utrolig dag, med en masse indtryk til gemmebogen.

Fredag den 20. Marts:

Dagens vejr er på land omkring 16 grader og næsten vindstille, overskyet over bjergene i baggrunden, men over byen var der solskin, i løbet af dagen steg temperaturen til over 20 grader. Det var så igen en dag, der er ubeskrivelig, jeg skal prøve. Dagen startede med vi skulle møde på Dolphin Encounter kl. 8.30, for Gerth havde fået mulighed for at komme ud at svømme med delfiner i går, vi mødte op kl. 7.45 i håb om der også kom et afbud til Annette, kl. 8.35 fik hun at vide der også var plads til hun kunne få muligheden. Annette og Gerth var helt oppe at køre ikke nok med højt gear de var helt oppe i ”overdrive”, Birgit og Kristian var med som fotografer og kiggere. Først skulle de ind og have våddragter på, efterfølgende til brieffing og så kørte vi ud til båden vi skulle med ud. Efter at have sejlet en lille times tid, kom vi ud til en flok som blev anslået til ca. 500 stk. af skipperen, de var overalt. Så blev der gjort klat til at folk kunne komme i og snorkle rundt og sige lyde for at tiltrække delfinernes opmærksomhed, ifølge Annette og Gerth er det meget specielt at have delfiner svømmende ved siden og under en, til tider rørte delfinerne også svømmerne, for de (måtte) ikke røre delfinerne, det er igen en af de oplevelser, man skal prøve for det kan IKKE beskrives med ord. Efter en times tid hvor de havde været i vandet flere gange, var de fleste godt trætte og vi skulle til at tilbage til havnen igen. Som ”fotograf” kan jeg sige man tager det ene billede efter det andet, man ser den ene delfin efter den anden der springer og slår koldbøtte efter den anden, men prøv lige at fange det på foto, det der f….. svært, I skulle prøve, men det lykkedes vist et par gange. Kristian stod oppe ved skipperen en god del af tiden, for der var en god udsigt og muligheder for at tage billeder, det var en underlig fornemmelse at stå deroppe og se at der er delfiner hele vejen rundt om dig, de svømmer langs med og springer rundt omkring båden. På vejen ind kunne vi godt mærke det var blæst op, dønningerne var mellem 1,5 og 2 meter til tider endda højere, på tilbageturen fik vi at vide, de formentlig ville tage en tur mere i dag, hvis det ikke blæste mere op end det gjorde nu. Da vi kom tilbage var vi ude for at købe et træ i vores navn og et i Benjamin´s navn (barnebarn), her kan man køber et træ, som så bliver planet med vores nummer på og man får en mail med kordinaterne på hvor det står, og på det nærmeste kan se det på nettet. Det blev også til en strøgtur i dag, her hørte vi i en butik, der havde været 4 både ude for at se efter hvaler, de havde IKKE set en eneste, så vi forstår lige pludselig hvor heldige vi har været med hvaler i går og delfiner i dag. Dagen sluttede vi af med et gåtur ude på en lille pynt lige uden for Kaikoura, lige pludselig ligger der 6 sæler lige foran os, vi var inde på en afstand af 5 til 8 meter fra dem, igen en forunderlig natur vi lever i, med så mange smukke og betagende oplevelser. Jeg håber I forstår hvor svært det er at forklare disse oplevelser.

Lørdag den 21. Marts:

Tillykke Bo med fødselsdagen, håber du får en god dag til trods for vi er hernede og tænker på dig. Det var så i dag vi skulle sige farvel til sydøen og goddag til nordøen. Vi kørte fra Kaikoura 8.45 for vi skulle være ved færgen kl. 12.15, og vi har lært det tager længere tid at køre 160 km hernede end derhjemme, hernede skal man regne med mellem 2 og 3 timer. Det var et meget mere frugtbart område, med bjerge og mange bakker, det er et område med mange vinmarker, som vi kørte igennem, på vejen op til færgen i Picton. Det var en sejltur på 3 timer og så var der lige et projekt at finde vej gennem Wellington og ud til campingpladsen som lå nord for byen, med det lykkedes, så smuttede den dag også.

Søndag den 22. Marts:

I dag stod vi op til regnvejr og blæst, surt vejr i forhold til det vi har været vant til. Men vi skulle da ind og se Te Papa, New Zealands nationalmuseum, det var enormt stort og en meget flot og gennemført bygning. Vi koncentrerede os mest om var Maori tingene, for deri lægger en stor den af New Zealands historie. Over middag gik vi en tur på havnefronten, der et vældig liv og fuld af aktiviteter, for skolerne havde en form for konkurrence i roning, det var noget de gik meget op i det med kampråb og sange. Vi gik en tur i det indre Wellington, igennem Cuba Street og her besøgte vi en Irsk Pub, og fik en irske kaffe vi på ingen måder kunne råbe hurra for. Så var det Cable Car op til den botaninske have vi skulle prøve at finde, det lykkedes og kørte med, vi tog kun et kort tur i haven, for det blæste og vinden var rimelig kølig, så vi søgte en udgang og tilbage til byen for at finde en taxi hjem, det var ikke afskrækkende dyrt små 50$ for 4 personer.

Mandag den 23. Marts:

Tillykke med fødselsdagen Kim. Igen i dag er der gråvejr og regnvejr, det er dejlig med en trøje i dag. Vi kørte videre fra Wellington til Napier, en tur på godt 320 km, der var kun en enkelt gang vi skulle have en bjergtur med hårnålesving, vi kan godt mærke det er mere flad landskab nu, det er også mere med dyrkede marker. Midtvejs kom i igennem ”Dannevirke”, det lød jo hjemligt, men der var ikke rigtig noget der virkede dansk, kun byskiltet ved ankomsten stod der Welcomen, men på udkørslen af byen stod der Farvel på skiltet. Det er her omkring Napier vinmarkerne rigtig begynder at vise sig i landskabet, der bliver produceret en hel del vin i New Zealand. Da vi var blevet indlogeret i vores hytter, tog vi ind i byen for der skulle handles lidt ind til mad, samtidig gik vi en tur i den indre by, i regnvejr så det blev hurtig overstået, så vi vendte hurtig tilbage til vores hytter.

Tirsdag den 24. Marts:

Tillykke med fødselsdagen Karin.  I dag har der været tørvejr og solskin, men vinden har været lidt kølig. Vi startede med at køre ud på en chokoladefabrik ”Silky Oak Chokolade” der var et museum med kakaoen´s historie 3000 år tilbage. (Vi kunne ikke finde Polle fra chokoladefabrikken). Der var smagsprøver, puha det var lækkerier. Efter disse lækkerier skulle vi også prøve at smage på vin, så vi opsøgte et på steder hvor de skulle handle med vin, det første sted havde de næsten alt mulig andet fra landbruget, men bare ikke vin, så vi opsøgte så det næste sted, ”Vidal” her var der virkelig service og vinsmagning og godt humør, så det endte også med vi købte en god flaske vi skal nyde en aften. Nu ville vi ud til ”Cape Kidnappers”, vi kørte så langt vi kunne, men fik at vide der var mindst 2,5 times gåtur hver vej derud, og det kunne vi ikke nu på grund af vi ville blive fanget af tidevandet, så det opgav og nøjedes med at gå en tur på stranden. Tilbage til Napier, i dag i solskin var det helt anderledes hyggelig at gå rundet i byen og se på alle de specielle bygninger i gammel Art Deco stil. Igen i dag ville vi prøve at opdaterer vores dagbog, men internet/computere herned på internet caféer er total håbløse, håber det bliver bedre næste gang vi prøver.

Onsdag den 25. Marts:

Vi stod op til høj solskin blå himmel og i løbet af dagen små 25 grader. Vi kørte fra Napier kl. 8.30 mod Papamoa en tur på ca. 340 km. Det gik frisk derudaf op mod Lake Taupo, på den tur var der på en stor del af turen bjergkørsel. Her skulle vi ud og sejle på søen kl. 10.30 og vi var først fremme 5 min før afgang. Da vi sejlede ud, var der næsten en blank sø. Vi sejlede ud på for at komme ud at se Maori Rock carvings (figur hugget ud i klippen), som kun kan ses fra søside, det var ufatteligt, hvordan de kunne lave dem dengang, for de er ikke mulige at komme til fra landjorden. Det var en flot tur på vandet og se det hele fra den side, fra et charmerende gammel skib fra 1920 Ernest Kemp. Lidt nord for Taupo var vi ude ved Huga Falls, det mest vandrige vandfald, der kom mellem 32m3 og 250m3 i sekundet, man kunne mærke viberationer i jorden/klipperne ved siden af vandfaldet. Det er et område med geotermisk aktivitet, her var vi ude at gå en tur i området The Craters of the Moon, der var kratere hvor vi kunne stå og se på det kogende mudder, andre steder røg det op af en lille revne/hul i jorden, man kunne godt mærke jorden var mere varm en normalt, den vulkanske varme var ikke langt nede, mærkelig at tænke at vi kunne engentlig gå oven på en stor bombe. Så gik det igen nordpå og halvvejs mellem Taupo og Rotorua ved Waiotapu var vi inde at se The Champagne Pool, et område der lugter af svovl, hvor der syder og bobler i jorden, de dampe der kommer op er svovl dampe, (det lugter af rådne æg). Der var en sø The Champagne Pool der hele tiden syder og er over 200 grader varm. Nu var det på høje tid vi kom til vores næste bestemmelsessted i Papamora Beach, da vi kom frem ved 19.00 tiden lå der en seddel i receptionen, vi skulle ringe til Kristian´s brors svigerinde Else-Margrethe og hendes mand, som er bosat i Tauranga, hun ville komme og besøge os i aften, det var bare så hyggelig at få besøg hernede.

Torsdag den 26.Marts:   

Tillykke med fødselsdagen Annette, det er ikke sådan at holde fødselsdag hernede ”down under”, Annette blev meget overrasket af Birgit og Gerth, som kom med morgenbrød fra bageren med små lys, der var også sat små dannebrog ved indgangsdøren. Da morgenmaden var overstået, kørte vi Te Puke lidt syd for Tauranga, her var vi inde på Kiwi 360, en stor frugtplantage, hvor hovedvægten lå på kiwi, her var vi på rundtur med en guide, som var meget let at forstå, for han snakkede langsom og tydelig, der var mange andre guides, der kunne lære meget af ham. Vi havde forstået der var et turist informationscenter samme sted, men vi skulle ind i Tauranga, for at finde et, hvor vi kunne booke flyvetur over vulkanerne ved Roturora og maorishow til fredag aften. Tiden fløj af sted i det gode vejr, blå himmel og solskin omkring 25 grader igen i dag. Vi skulle besøge Else-Margrethe og Dickie, desværre nåede vi først ved 13.30 tiden, her stod Else-Margrethe klar med frokost, det var bare hyggelig at besøge dem, og snakke med en hernede der kunne snakke dansk, vi fik at vide der har været ca. 160 fra Danmark nede på besøg. Her fik vi også en hel det tips om, hvad vi skulle se i området, samt Dickie tog os med på en gåtur rundt om Mt. Maungauni, en tur på ca. 1 time, og vi fik så mange ting at vide om naturen og området, det var så dejlig med en lokal guide, herfra en stor tak. Det næste store den dag var vi var inviteret på besøg hos Anni og Greg samt Sally (Else-Margrethe og Dickies døtre og svigersøn) til en pragtfuld grillaften og her havde Sally lavet den bedste pavlowa  vi har fået. Annette og Kristian havde mødt Sally, Anni og Greg en gang før, hvor de var i Danmark, for god 20 år siden, så det var ikke let at huske dem. De syntes det var et lidt hårdt program vi kørte, for 100 km her nede er ikke som 100 km i Danmark, her regner man ikke i km. men i køretid og ikke hastighed. Der skal lyde en stor tak til Else-Margrethe, Dickie, Anni, Greg og Sally for deres store gæstfrihed.

Fredag den 27. Marts

Igen en dag med dejlig vejr, nogle få grader under gårsdagens vejr. Så vi glædede os til vi skulle ud at flyve over nogle vulkankraterne i nærheden af Rotoura, vi skulle flyve kl. 11.00 men kørte ned af allerede ved 9 tiden, jo længere vi kom ned mod Rotoura, jo mere overskyet blev der, så vi var ved at blive bange for flyveturen gik i vasken, men det klarede noget op. Piloten kom kort før kl. 11, han fortalte det var klaret op, så der var ingen problemer. Vi skulle flyve med en vandflyver, og lettede kort efter fra søen i Rotouro. Vi skulle flyve med en De Hevilland maskine bygget i Toronto 22.01.1954, og dengang kendte man ikke meget til lydisolering, for hold da k… den larmede, men med høretelefonerne på gik det. Det var en sjov fornemmelse da vi lettede fra vandet, det var næsten mere rolig end på en landingsbane, og det samme da vi landede igen. Vi fik alle tiders flyvetur op over vulkankraterne og området omkring Rotoura, heroppe fra kunne vi se søerne og farveforskellen på dem, f.eks. var der 2 søer lige ved siden hinanden, den ene var blå og den anden var grøn, da vi skulle lande fik vi en tur over Rotoura, her kunne vi rigtig se, hvor mange steder der kom dampe op fra de varme kilder, det var svovldampe og som sagt før de lugter ikke særlig godt (der kan godt smutte en lille en uden nogen opdager det). Det var en flot tur, især nu hvor vejret var klaret op og det blev til en dejlig tur. Vi gik rundt i byen, var henne ved en maorikirke med nogle gravpladser (sakrofager), som er muret op omkring kisten, kirken var udsmykket masser af udskæringer og malet i maoriernes røde og gullige farver, skal man ind i en sådan kirke skal man sætte sit fodtøj udenfor, en skik som man selvfølgelig overholder. På vej retur til bilen, kom vi forbi en butik, hvor de solgte maorifigurer de selv lavede på stedet, de var skåret af en lokal kunstner og ikke som mange, hvor der står Made in China, vi kom til at købe en af de originale. Så var der tid til at komme videre ud til den begravede by, den blev oversvømmet af mudder efter et jordskælv i 1886, mellem 1 og 2 meter mudder overalt, der omkom små 200 mennesker. Det var ikke den helt store oplevelse, men det var et meget flot og naturskøn område og en ubeskivelig ro og fred. På vej tilbage til byen, gjorde vi holdt et sted vi kunne se de 2 tidligere omtalte søer fra det samme sted og se farveforskellen, her hørte vi en meget speciel fuglekvidren, Kristian fik øje på den og fik foto af den, det viste sig at være en Tui, der var lige pludselig flere der skulle have foto af den og pist så var den borte igen. Tilbage til byen og til Maorishowet kl. 18.15, men der blev lige tid til en tur rundt i centeret ”Te Puia” det sted hvor showet var, der var bl.a. termiske mudderpøle varme kilder og gejsere som vi så springe, mens vi var der om dagen, igen blev der tid til lidt shopping. Showet startede med, vi blev samlet ved indgangen til området, det var søjler placeres på en bestemt måde, som havde ceremoniel betydning for maorifolket, søjlerne var udsmykket med flotte udskæringer. Her blev vi forklaret en helt masse om bygningen og hvilken betydning den har for maorifolket, herfra videre til området foran bygningen opvisningen skulle foregå, her skulle udføres en ceremoni, der symbolisere fred og aflevering af et blad, til en udvalgt af publikum. Showet startede med, der kom 2 maorikvinder ud og blæste i store konkylier og efterfulgt af 4 mænd der blæste i nogle lange maoriinstrumenter, til sidst kom høvdingen/krigeren farende ned mod publikum i fuld krigsudstyr og tatoveringer i hele ansigtet, han kom  råbende, skrigende og truende med et langt spyd, han opførte en meget truende krigsdans, inden fredsbladet blev afleveret. Under ceremonien skulle der være fuldstændig stilhed, herefter blev vi budt ind i bygningen (en bygning med udskæringer og malet i samme farver som tidligere omtalte kirke), igen var det en hellig bygning, det var af med skoene. Det var et flot show, flotte kostume, de var gode til at få folk med også ved at tage publikum med på scenen, ved 19 tiden var showet færdig og vi fortsatte i en anden bygning, her blev de serveret en middag, med mad hvoraf en del var lavet på maori manér (hangi), kylling lam, svinekød, alm. kartofler og sweet potatos, det hele smage meget røget, men godt, og til sidst et dessertbord der passede godt til  Kristian og Gerth.  Derefter ved 20.15 tiden blev vi kørt ud i parken, vi skulle se gejseren springe om aftenen, hvor der var lys på den, her fik vi varm kakao, mens vi sad på naturlige stenbænke, de var opvarmet af varmen fra jorden/kilderne, steder var de også for varme til at sidde på dem. Gejserne var flotte om eftermiddagen, men endnu flottere om aftenen med lys på, her sang vores guide så en afslutnings sang og bad en bøn for os på maori. Inden vi forlod centeret skulle vi røre en hellig sten med vand, det betød held og godt helbred. En fuldendt afslutning på en fuldendt dag.

Lørdag den 28. Marts:

Dagen starter med pragtfuld vejr vindstille og høj solskin igen omkring de 25 grader. Vi havde bestemt os for en tur til Coromandel, en halvø nord for Tauranga, der skulle være en meget smuk natur. Vi kørte fra hytten ved halv ni tiden for vi vidste turen ville være på godt 450 km og det er jo langt hernede. Vi gik frisk til den op mod Coromadel, men da vi drejede fra hovedvejen, blev det til bjergkørsel med hårnålesving med hastighedbegrænsning helt ned til 15 og 25 km. der var mange kraftige stigninger og stejle nedkørsler, en op/nedkørsel kunne godt være op til 18 km. lang. Den første del af turen var ikke mere speciel en så mange andre kønne strækninger vi har kørt. Det første specielle vi oplevede, var da vi skulle igennem Whitianga, byen var på det nærmeste lukket af, der var veteranbil træf, vi snakkede efterfølgende med en der havde været med, han kunne fortælle der havde været 1500 veteranbiler og mindst lige så mange specialbiler af ældre årgang, bilerne var overalt bl.a. inde i folks haver, det havde været et træf der varede 3 til 4 dage. Men vi skulle videre op til Hot Water Beach, vi kommer ud til en flot bounty strand, her kan vi se at folk er samlet lidt længere nede af stranden, så vi var også nysgerrige, her gravede man et spadestik ned i strandsandet og så boblede der varmt vand op af strandsandet, det varme vand var 60 til 65 grader, vandet kommer fra nogle termiske kilder i strandkanten. Stod man i vandkanten og lod foden synke 5 cm ned i sandet, blev det så varmt for foden man måtte flytte foden selv om havvandet kom ind over og kølede foden ned, det var en underlig fornemmelse. Vi kørte videre til Hahei, for vi ville ned til Catheral Cove, det ville tage 4 timer i rask trav at komme derned, og så kunne vi komme i klemme af tidevandet, så den tur valgte vi fra for vi havde langt hjem endnu, vi nøjedes med at tage billeder af dem på afstand. Det var først heroppe der endelig begyndte at komme en lidt mere speciel natur og på vestkysten som vi returnerede af kørt vi på det nærmeste helt nede ved vandet i høj solskin og næsten vindstille det var bare et flot syn. Efterfølgende returnerede vi til hytten, det blev også til en lang tur på små 500 km.  Vi skulle også have pakket for vi skulle videre i morgen tidlig og det bliver en endnu længere tur på ca. 550 km.

Søndag den 29. Marts:

Tidlig op for den længste dagsdistance stod foran os, så der var afgang igen ved halv 9 tiden, igen gik det friskt deropad, vi nåede til Auckland omkring 11.30 tiden, det var en stor by vi skulle lige tværs igennem, det gik over alt forventning, vi nåede ud på den anden side. Her kørte vi ind for at tanke på den første tankstation, her opdager vi der er blevet indført betaling for et stykke motorvejskørsel her i januar måned, og det har vi ikke set nogen steder, gad vide om der ville være kommet en regning til os, hvis vi ikke var kommet derind, men pyt vi fik betalt, og kan køre trygt videre. Ved 17.30 tiden når vi frem (vi havde kørt koncentreret for at nå frem), da vi fik vores hytter, kunne vi ikke rigtig genkende dem fra billederne vi havde bestilt dem efter (vi må sige billeder sælger godt). Men vi fik andre hytter, de var godt nok lidt dyrere, men de havde udsigt over vandet og var ikke nedslidte og snuskede som de andre, for at fuldende det hele, så var der ingen strøm og der var ingen butikker der var åben, så hvad gør vi med mad, men der var 2 dåser spagetti i informationen, dem skyndte vi at købe og med gasblus kunne vi lave aftensmad, hvad er det nu man siger? Når enden er god er alting godt. Her er der bare fred og ro og meget begrænset gadebelysning, derved kan vi se en helt utrolig flot stjernehimmel. Det var alt for i dag.

Tirsdag den 30. Marts:

Det er høj sol og vindstille og de lover en varm dag. Noget af det første der skal gøres i dag, er vi skal ind til en større by og have handlet ind. Det næste på dagsprogrammet er store vaske dag, det allervigtigste  i dag er vi bare skal slappe af og nyde livet i fulde drag, slikke solskin gå en tur ved vandet. Er det ikke bare skønt, vi nyder det. En ”hård lang dag” er ved at være slut, grill maden er nydt sammen med en god flaske rødvin og en lille whisky til et spil kort. Da vi kom hjem og skulle til at låse op tager Annette nøglen op af lommen og mærker der glider noget ud over hånden, det var hendes armbånd der fandt af og uheldigvis ned i mellem brædderne ved døren, vi havde ikke mulighed for at komme ned til det. Så vi måtte se om vi kunne få fat i ”campingfatter” i morgen.

Onsdag den 31. Marts:

I dag har vi igen godt vejr, vindstille og høj solskin godt 20 grader, vi har bestilt en tur til Cape Reinga, den nordligste spids af New Zealand. Vi skulle med bussen kl. 7.50 fra campingpladsen (der var steder vi ikke må køre på i personbil). Efter en kort opsamlingsrunde fortsatte vi ud på Ninety Mile Beach, stranden er 90 mil lang, en fuldstændig jævn strand uden sten, skaller eller andet affald, end resterne af 2 biler, som var kørt fast i sandet, de kunne ikke reddes inden tidevandet tog dem, det siges den ene var en Mercedes, det kunne vi ikke se med de få rester der var tilbage, efter ca. 30 km af strandturen, blev der gjort holdt, så kunne folk få strækket benene og få taget foto. Efter den korte pause tog vi de sidste godt 30 km på stranden, på et tidspunkt måtte bussen vente på at bølgerne trak sig tilbage for vi kunne komme omkring et klippeskær, vi måtte igennem 10 til 15 cm vand for at komme igennem (der var en personbil ikke kommet igennem). På et tidspunkt tale jeg 9 bølger/dønninger der knækkede over, selv om det var næsten vindstille, som chaufføren fortalte, det var et surferparadis (men vi så ingen). Vi drejede fra og kørte væk fra stranden 4 km op igennem et vandløb fra en sø længere inde, på den måde fik han også skyllet saltvandet af bilen igen. Turen op ad vandløbet foregik mellem store sandklitter på den ene side var de bevokset og den anden side var kæmpe store sandklitter, her gjorde vi holdt og buschaufføren fandt surfebrætterne frem og dem der ville kunne surfe en tur ned af klitten, jeg skal hilse og sige det gik stærkt, jeg skulle ikke prøve, efter vi havde set der var en der stod af, hun fik sand ind alle de steder man kan få sand ind, for hun kunne ikke stoppe hun fortsatte med at rulle ned ad klitten. Så var der tid til vi skulle videre op på nordspidsen af New Zealand til Fyrtårnet Cape Reinga. Det foregik på hovedvej 1, det vil sige vi skulle køre på grusvej, til tider kun et spor omkring hjørner og igen op og ned, vi var rimelig trykke for chaufføren havde kørt den tur i 30 år. De var ved at udvide vejen, da de begyndte var det beregnet det skulle tage 3 år, men nu har det taget 10 og de er ikke færdig endnu. Vi nåede op på parkeringspladsen, her kunne vi rigtig se det var et maori område vi var i for alle skilte var skrevet på engelsk og maori, det sidste stykke  gik ud til fyrtårnet. Herude kunne i se bølgerne slå sammen, som på Grenen ved Skagen, men det var bare Stillehavet og Det Tasmanske hav i stedet for. På vejen tilbage drejede chaufføren fra ad en endnu mindre grusvej og det gik bare nedad nu, ned til Tapotupotu Bay, en lille skøn plet, hernede skulle vi spise frokost, som var med i prisen. På vej tilbage gjorde vi holdt ved en gammel begravet kauriskov (45.000 til 50.000 år). Her gik vi en tur ind i skoven (det var ikke kauritræerne) det var thetræer og nye kauritræer. Det viser sig træerne står i jorden, for efter en tsunami på 2 km høj bølge var alt bevoksning dækket selv om træerne var mellem 40 og 90 meter høje. Vi stod ved en udgravning og kiggede ned og det vi troede var roden vise sig det var toppen af træet, herude i den skov var der også gumrester (rav) i jorden, som tidligere var en industri folk havde levet af. Vi var inde på et værksted hvor de bearbejdede kauritræet til skåle, smykker, figurer, havemøbler og alt mulig andet. Igen blev der lige handlet lidt. Nu var det så ved at være tid til vi skulle hjem, men chaufføren skulle lige vise os en golfbane, der lå næsten lige ved siden af campingpladsen, det  var en amerikaner der havde købt en masse jord der ellers lå hen som naturområde, bare jorden havde han givet 6,4. Mill. $ for, puttede så 200 mill $ i og her lavede han en meget eksklusiv kæmpestor golfbane ”Carrington Estate”. Sammen med det anlæg byggede han også lige et ”Karikari vinyard”, og tilplantede tilhørende arealer med vinstokke, og de udvider stadig vinarealet. Det var så det sidste på den tur på en varm og oplevelsesrig dag, nu var der kun dagens arbejde der skulle gøres, vi skulle have lavet mad og ryddet op bagefter, puha det var hårdt.

Onsdag den 1. April:

På vej ned til Birgit og Gerth til morgenmad ved godt 8 tiden, mødte vi Tonni (campingfatter), han skulle lige have noget værktøj og et stykke tråd, så fik vi fisket armbåndet op, det viste sig det var knækket i et led, men vi har det nu og kan få det lavet når vi kommer hjem. Så var det endelig tid til morgenmad, og her blev vi enige om en lille tur ud til noget man kalder Matai Bay her var der en vig der var hesteskoformet. Dagen startede med dejlig solskin og en let brise, men efter turen på stranden kunne vi godt se skyerne trak mere og mere sammen og vi fik da også lidt regn og vinde tog og lidt til, så eftermiddagen var ikke så varm, med stadig til de korte bukser. Vi ville lige en tur ned til stranden ved campingpladsen sidst på eftermiddagen, nu der var tørvejr, men det blev det ikke ved med at være, på kort tid var vi gennemblødte og måtte til at tørre tøj, nu skulle kufferten igen pakkes for vi skulle videre i morgen.

Torsdag den 2. April:

Dagen startede som sædvanlig, når vi skal videre tidlig morgenmad og bilen pakkes, og nøglerne afleveres og vi kører fra campingpladsen. Vel ude af campingpladsen siger Annette, at der er nu noget der ikke passer, for på hendes papirer står der at vi først skal være i Whangerei den 4. april (det er jo ikke den 1. april), så kommer det frem vi alle har tænkt over hvor mange dage vi havde tilbage før vi skulle rejse hjemad den 9. April og der var vist noget der ikke passede, efter planen skulle vi være blevet i vores hytter 2 nætter mere, men det havde vi lige glemt at kontrollere. Hvad gør vi nu? Vi har forladt hytterne bilen er pakket osv. Vi tager chancen og kørte ud til vestkysten når vi nu lige har fået 2 dag ekstra, så må vi se om vi kan være heldige at få noget at sove i. På vej herned kom vi igennem en lille bugt, det var her den oprindelige Flipper var, delfinen kom ind og legede med børnene der svømmede i bugten. Videre dernedaf kom vi igennem den længste strækning med 24 km ål på vejen (snoede veje). Vel ankommet til Kauri Coast Top10 Holiday Park, er vi spændte på om der er et par ledige hytter, og heldet tilsmiler os, 2 ledige hytter for de 2 ekstra nætter. Det er en urolig hyggelig plads omgivet af bjerge og skov, der er meget stille og fredfyldt og meget mørkt om natten, men der er så en helt utrolig smuk stjernehimmel. Nu for vi også set noget af vestkysten heroppe på nordøen. Vi kører en lille tur ud til vandet, langt ude af en grusvej, herude tror man ikke der er/bor nogen, er der et lille sommerhusområde, herude gik vi en frisk tur langs det Tasmanske hav. Vi var anbefalet den lokale værtshus til at få noget at spise, men det syntes vi dog ikke lige vi havde lyst til, (lidt for lokalt og snusket) så vi kørte de 30 km til den nærmeste by for at handle ind og få noget at spise. På vejen hjem havde vi held til at se 2 possom i levende live og ikke som overkørt på kørebanen, for i død tilstand har vi set flere hundrede på vores tur rundt her i New Zealand.

Fredag den 3. April:

Vi starter med at køre ud til en nærliggende skov Trounson Kauri Forest med nogle kauritræer iflg. det ene kort var der en træ de kalder de fire søstre, på et andet kort var det træ et helt andet sted, så vi vil se hvad det var. Det første sted fandt vi godt nok et træ med 4 store stammer fra den samme rod, det er svært at forklare hvor store de træer, for en stamme på 1 til 2 meter i diameter er ikke unaturlig. Der var en rigtig duft af skov og en dejlig behagelig ro og fred og kun fuglekvidder, dejlig og afstressende (vi hørte igen den før omtalte fugl Tui). På vej væk fra skoven igen kom vi til at svinge til den forkerte side, så kom vi ud på grusvej, det gik op og ned, efter en tid fandt vi ud af ved nogle vejskilte, vi var på afveje, (frem og tilbage er lige langt). Tilbage på rette spor, kørte vi til en butik, med kauri træprodukter, igen skulle der handles lidt, inden vi kørte (hjem) for at spise frokost. Så gik turen tilbage til de 24 km snoede veje for vi skulle ud at se de største kauritræer. Det var gamle træer ”Tane Mahuta” (Lord of the Forest) var omkring 2000 år gammel med en omkreds på 13,8 meter og 244,5 kubikmeter træ i det alene, det største træ ”Te Matua Ngaliere” (Father of the forest) var ca. 2500 år gammel og havde en omkreds på 16,41, men da toppen var brækket af var der kun 208,1 kubikmeter træ i det, det er vist det man kalder ”big tree´s”, efterfølgende kørte i ind på (eller skal vi kalde ud i for det var igen ud af en grusvej) et informationscenter der lå langt ude i skoven. Da vi kom tilbage gik Gerth og Kristian en tur rundt på campingpladsen, som er omringet af en større å hele vejen rundt, en meget smuk, veltrimmet og beliggende mellem bjergene. Da vi kom tilbage var det ved den tid, vi skulle have startet op i grillen og sad på terrassen og spiste, dejlig vejr hele dagen næsten vindstille og godt 20 grader. Vi har været meget heldig med det gode vejr iflg. de oplysninger vi får fra folk hernede, håber heldet fortsat forfølger en vis slags mennesker. (gad vide hvem det kan være).

Lørdag den 4. April:

Det var så afgang til den sidste Top10 campinghytte i vores ferieplan. Vi kørte fra Kauri Count ved Dargaville til Whangarei, vi var fremme ved lidt i 11, det var for tidlig til vi kunne få vores hytter, så vi kørte ud for at se Zion Løvepark (ham løvemanden fra fjernsynet). Da vi står i receptionen, blev vi spurgt, hvor kommer fra, jo, vi kom da fra Danmark, det syntes hun godt, hun kunne høre, det var en ung pige fra Københavns opland. Så vi skulle jo have at vide, hvordan hun var havnet der, hun havde se for meget fjernsyn. Vi fik en guide, som var utrolig god til at forklare om pladsen og dyrene, som vi kom til, bl.a. hvide løver og tigere, som jeg forstod det, var der kun de hvide løver tilbage, som lever i fangeskab, de hvide tigere var der kun 150 styk tilbage, pga. krybskyttejagten bliver de udryddet, der er flere af dem, som de ikke går ind til mere. Samsom som vi har set i fjernsynet, døde sidste år af alderdom, men det sjoveste oplevelse, var da Zion (en stor hanløve) ville pisse sit territoriet af, vendte han lige bagen til publikum, det var ikke alle der undgik at blive ramt (vel, Gerth) så vi kan sige vi har været tæt på dyrene. Vi fik lov til at sidde inde i parken og spise vores frokost. Vores tur skulle tage 1 time fra kl. 11, men vi kom først tilbage 20 minutter i 1,  så vi har fået fuld valuta for pengene. Det er et privat ejet foretagende og financeres kun af sponsorer og entreindtægten. Herefter skulle vi lige have lidt mere tid til at gå, så vi kørte ud til Whangari Falls et vandfald her i byen, gik el lille tur omkring vandfaldet og i parken. Så var tiden kommet til vi kunne få vores hytter, så vi kørte ud til campingpladsen, vi kan kun sige det er pæne og gode hytter, en skam vi kun skal være her en nat. Dagen sluttede vi af med at køre ind til lystbådehavnen, her finder vi 2 sejlbåde med dannebrog på, det var dejlig at se, og vi fandt et hyggelig sted at spise, for Annette skyldte en fødselsdagmiddag, super lækker mad til en fornuftig pris langt billigere en i Danmark.

Søndag den 5. April:

Så pakkede vi kufferterne for at køre til vores sidste by Auckland, her skal vi have 4 overnatninger i en lejlighed, inden vi skal have den sidste på et hotel i nærheden af lufthavnen inden afgang hjemad. Vi kørte fra Whangarei ved 9 tiden og med kun en kaffepause undervejs, var vi fremme i Auckland ved middagstid. Vi skulle afhente nøglen på Neumarket politistation, men da vi kom frem viste det sig, de havde lukket om søndagen, så nu var gode råd dyre, men efter en tids søgen efter en ledetråd, kom der en betjent, han havde fri, men kunne hjælpe os med nogle oplysninger via nogle kontakter. Vi fik nu at vide vi kunne få nøglen kl. 13 når lejligheden var klar. Hele problemet fandt vi ud af var opstået fordi vi manglede et stykke papir med nogle oplysninger og koder til nøgleboksen, som vi aldrig har modtaget. Nu havde vi fået nøglerne så var det bare med at finde lejligheden, og sikke en lejlighed der mangler bare ingenting. Der er 2 værelser og 2 badeværelser ca. 100 m2. Resten af eftermiddagen brugte vi inde i byen, vi var en tur ned på havnen, der var bådene i den helt dyre ende, vi kom til at gå og kigge på, de var store og til den helt store tegnebog. Så var det bare med at finde bilen igen for at komme tilbage. Det var ikke gratis at parkere derinde en søndag 34 $ (ca. 115 kr.) for 3,5 time.

Mandag den 6. April:

I dag skulle vi på havnerundfart, så vi tog en taxi ind til byen (24 $), så havde vi ingen problemer med at finde og betale for de dyre parkeringspladser. Havnerundfarten var ikke hvad vi havde forventet, men vi så da de ting som en turist skal se, det gamle fyr ved indsejlingen til Auckland havn, Rangitoto Island (den sidste opstået vulkanø i Auckland), Auckland Habour bridge samt rundtur i lystbådehavnen og det var ikke bare både for os fattigr... for der lå en maste til en sejlbåd den kostede 1 mill $ så det fortæller lidt om bådene. Så gik vi op til Sky Tower, her kom drengene op i Gerth og Kristian, de ville på Sky Walk, men alt var optaget i dag, men i morgen kl. 11.45 var der plads til en lille gåtur, 360 grader runde i kun 192 meter højde (hvis de tør). Efter vi havde fået lidt af middagsmad, tog en tur i Domaine Hill parken her var vi rundt i nogle forskellige væksthuse med alle mulige planter bl.a. kakaotræ, banantræ, orkideer og åkander, vi ville have sluttet af med en tur i thehuset, til en kop the og tilhørende kagebord, men der var lukket om mandagen, så der blev vi snydt, ingen kaffe eller the i det gode vejr med små 25 graders varme og høj blå himmel og vindstille. Så vi besluttede med at gå på museum, det var nu ingen dårlig ide, der var en hel afdeling med vulkanudbrud/jordskælv, der var bl.a. indrettet en stue, der skulle vise udsigten over bugten ved Auckland, ved et udbrud her i bugten kunne vi følge, hvad der skete fra vandet begyndte at syde og boble, udbruddet og flodbølgen drønede op over husene, det skal lige siges at møblerne blev der rusket med i takt med jordrystelserne. Efterfølgende var Gerth og Kristian en tur længere oppe på 3. sal, heroppe var ting fra anden verdenskrig, kanoner, spitfire m.m. Da vi var kommet tilbage til lejligheden, skulle der lige handles lidt ind, Annette og Kristian kørte ned til et sted der skulle være et supermarked, vi havde fået at vide skulle ligge der, men vi kunne kun finde et stort indkøbscenter, som vi gik omkring for at finde en indgang, men der var inden, til sidst spurgte vi os for, hvem kunne finde på at lægge et stort supermarked oppe på første sal, men vi fik handlet ind og så var det hjem og få lavet lidt aftensmad.

Tirsdag den 7. April:

Det var så i dag Gerth og Kristian skulle på deres store (høje) gåtur. Vejret var fint fra morgenstunden med sol og godt 20 grader ikke meget vind men lidt overskyet. Vel ankommet til Sky Tower, gik vi straks ind for få købt billetterne, så vi var klar når tiden kom. Der var først lidt information og alle skulle testes ved at blæse i et alkometer, det gik nu fint, vi blev også undersøgt med metaldektor og kontrolleret for løse ringe, briller, andre ting der kunne tabes og alle skulle have snøresko på, så de var fastsiddende. Vi blev iført en form for faldskærmssele til sikkerhedslinerne, når vi kom op. På det hold der kom retur, var der en New Zealandsk pige, som gav sig til kende, hun kunne snakke dansk, for hun havde været udvekslingsstudent nord for København i 2001, hun var rigtig god til dansk. Mens vi ventede på at skulle op, kom der yderligere 2 piger fra Danmark, den ene skulle op på Sky Jump. Nu var det vores gruppe på 5 personer (3 indere først i tyverne og så os to gamle drenge) og guiden, der skulle op i højderne, vejret havde ændret sig i forhold til i morges, deroppe blæste det omkring 34 km/h og temperaturen var 14 grader. Ud til elevatoren og de 192 meter op, i bunden af elevatoren var der et stykke med glas og der var langt ned. Så gik turen ud i det fri på en rampe, hvor vi fik hægtet en sikkerhedsline på foran og en på ryggen. Så var vi klar til at tage det store skridt ud på gangbroen uden rækkeværk i 192 meters højde, det første skridt var det sværeste, men vi kunne hurtig se det ikke var de gamle drenge der var mest nervøse, guiden fortalte og viste os, hvordan vi kunne stå og hænge ud over kanten, når man hænger derude var der s.. langt ned, han fortalte også om udsigten deroppe fra og det må siges den var fantastisk. Da vi kom rundt til udgangspunktet var der en skulle springe Sky Jump, hun var ikke glad ved det hun holdt meget godt fast i tovet, men hun gjorde det. Da vi kom ned stod Annette og Birgit klar med en lille til halsen og et lille tårn til os, vi var også lidt oppe at køre. Oven på den tur havde vi bestilt bord oppe i Sky Tower restauranten The Orbit til frokost, vi fik et bord ved vinduet, de borde var på en platform der drejede 30 grader rundt, så vi fik hele byen at se deroppe fra (vi skulle bestille frokost for min. 30 $ pr person men så sparede vi 25 $ for at komme op i tårnet), efter frokosten var vi nogen der ville helt op i toppen 220 meters højde, men udsigten deroppe blev ikke meget bedre. Det var et sted med glasbund det var lidt sjovt at stå der og kikke ned på ens fødder og videre ned. Nede på jorden igen var i på rundtur i centrum og kigge på butikker, vi skulle have en ny taske til håndbagage for der var gået en lynlås i den gamle. Det var blevet lidt mere køligt hen under aften, men der var en meget flot solnedgang ned ved havnen. Tilbage i lejligheden var det tid til at få kufferten pakket, vi havde en overnatning på et motel inden vi skulle hjemad, men Birgit og Gerth skulle af sted i morgen aften sent.

Onsdag den 8. April:

Det var så sidste morgen sammen med Birgit og Gerth hernede. Vi skulle have gjort rent, inden vi kunne forlade lejligheden, og var færdige til at køre ved 10 tiden. Vi kørte ud til Kelly Tarlton´s Underwaterworld, der var en stor afdeling med pingviner, vi kunne se dem helt tæt på, ved at tage en tur med en snow cat, der kørte ind til pingvinerne inde i kulden, det var perfekte forhold de havde her, vi så tre unger, videre til lidt varmere vand med rokker, skildpadder og masser af fisk, vi kom igennem en lang glastunnel, hvor fisk og hajer svømmede omkring os, til sidst var der store akvarium med bl.a. den elektriske ål, hummer osv.. Vi kørte lidt rundt i området, og fandt en skøn plet ved stranden, her nød vi bare solen, som var kommet frem, selv om dagen var startet med regn og en let vind, omkring 20 grader. Men regnen var ikke helt væk, for lige pludselig fik vi lige en god regnbyge igen, men da var vi på vej tilbage til bilen. Nu var det ved tiden vi skulle ud og have afleveret bilen, så det var tværs igennem byen og ud i nærheden af lufthavnen, alt var som det skulle være, ingen buler eller skader ud over dem, der var på bilen da vi fik den. Vi blev kørt til BK´s Pioneer Motor af udlejningsfirmaet, hvor vi tog afsked med Birgit og Gerth som skulle videre til lufthavnen. Vi kan kun anbefale BK´s Pioneer Motor for en meget rar og venlig modtagelse og værelserne var bare helt i orden pæne og rene, der var det der skulle til. Vi gik over på den anden side af vejen for at få noget at spise i en Cafe & Restaurant, der blev vi skuffet og vil ikke gå derind en anden gang, hvis muligheden bød sig.

Torsdag den 9. April:

Det et var så sidste gang vi skulle pakke kufferten på New Zealand, i går aftes fik vi pakket og der blev smidt væk, for vi må kun have 2 kufferter og 2 stk. håndbagage med i flyveren, puha det var svært at overholde, men det gik. Vejret startede med sol og blå himmel, da vi stod op, men ved 9 tiden kom der en gevaldig regnbyge, det kan være det gode vejr rejser med os? Kristian var ved at få et flip i går aftes da han var kommet i seng, for han kunne IKKE huske, hvor kortene med alle vores billeder på var. Det endte med her til morgen hans kuffert blev tømt igen, i bunden af den fandt han æsken med kortene, så var han rolig igen. Annette vidste godt hun havde pakket dem sammen med en eller anden ting i en pose. Kl. 10 gik vi op for at aflevere nøglen og en lille sjat whisky vi ikke havde fået drukket. Vores bagage blev læsset ind i deres bil og vi blev kørt i lufthavnen som en service fra deres side, igen en meget flot og venlig betjening, vi kan kun anbefale dem. I lufthavnen blev vi modtaget af en alarm, men fandt ikke ud af hvad der var galt, vi kom igennem paskontrollen og videre til sikkerhedskontrol, der måtte Annette tjekkes igen og igen, hun kunne bliver ved med at finde lightere osv. i hendes lommer, der var kun to (skriver Annette). Vi skulle lette fra Auckland kl. 13.25, men kom først af sted kl. 14.10 pga. problemer med kaptajnens vinduesvisker, (det stod ned i stænger, så det var ikke uden grund det skulle laves). Vi ankom til Sydney kl. 15.35, vi skulle igennem sikkerhedskontrollen for at kunne flyve videre og skulle lige have et par småting. På vores boardingkort stod der gate 10, men det var åbenbart blevet ændret til gate 24, i mellemtiden fra vi tjekkede ind i Auckland og de var i fuld gang med at gå om bord, da vi kom. Det viste sig, afgangen var ændret til kl. 16.35 i stedet for 16.55, vi nåede det til tiden. Så var det afgang fra Australien for sidste gang og på vej til Singapore. I Singapore skulle vi kun vise pas, der var ingen kontrol inden vi kunne gå ud til en taxi (20 $), for at komme ind på Carlton Hotel for en enkelt overnatning. Det var godt nok et hotel med stil, flot reception og meget pæne værelser med aircondition, vi ankom til hotellet ved 23.30 tiden i 27 graders fugtig varme.

Fredag den 10. April:

Tillykke til Karin og Finn med bryllupsdagen og med Finn´s fødselsdag. Efter en god nats søvn, står vi op til en dag i storbyen med et MEGET varmt og fugtigt klima over 30 grader, det havde tordnet om natten, så luften var ikke mindre fugtig i dag. Vi fik bestilt tid til en havnerundfart her om formiddagen, i en kopi af en gammel kinesisk junke med udskæringer og løvehoveder overalt. Det første syn der fangede en, var det helt enorme antal fragt-/handelsskibe, der ligger for anker og venter i vandet omkring Singapore, det er alle steder uanset hvor du kigger hen ad. Vi sejlede ud forbi Santosa Island og var i land på en lille hellig ø Kusu, her var der templer med forskellige guder, som folk kom og tilbad og satte røgelsespinde ved, der var flere terrarier med skildpadder af forskellige arter. Singapore virker som en stor byggeplads, det er helt utrolig den byggeaktivitet der er i byen, du kan ikke stå et sted uden du kan se en byggekran et eller andet sted, og i områder står de som træer i en skov. Man kan bedre danne sig indtryk af byens højhuse fra vandet end man står på gaden og ser op af dem. Vi kommer i land igen lidt over middag, vi bliver kørt tilbage til hotellet igen.  Vi gik en lille tur i centrum (puha det var varmt), vi var inde i et stort varehus, der skulle jo lige handles lidt igen. Da vi kommer ud er det begyndt at regne og tordne, vi begiver os på vej tilbage til hotellet, og pludselig begynder det at STYRTREGNE, vi bliver fanget på en cafe, i ca. 45 min., det står ned i stænger og lyner og tordner helt enormt. En stor by med meget stor aktivitet og så er den utrolig ren, der ligger ikke noget og flyder alle steder, som i andre storbyer. Når man er i Singapore, skal man have en bestemt drink en ”Singapore Sling” og det eneste sted man kan få den rigtige er på Raffles Hotel, men den er fa….. dyr ( 27 $), men vi har prøvet det nu.  Vi sluttede en pragtfuld og oplevelsesrig ferie af med en middag sammen med Birgit og Gerth på vores hotel. Vi skulle køre til lufthavnen ved 20 tiden, alt gik som det skulle ingen problemer ud over Annette som sædvanlig har været til ekstra kontrol efter hun er gået igennem sikkerhedskontrollen hele vejen indtil videre, de finder altid en eller anden ting på hende. Hun bliver mobbet lidt. Men hun slupper igennem, vi kommer ombord i flyet og ruller ud til startbanen 23.25 og har ca. 11.000 km og 13 timer foran os inden vi lander i London.

Lørdag den 11. April:

Efter en lang flyvetur, 13 timer og 10 min. ankommer vi til London kl. 5.35, her skal vi igen igennem sikkerhedskontrollen inden vi kan komme videre, gæt engang hvem der igen bliver udtaget til ekstra kontrol, jeg siger ingenting. Nu skal vi bare have tiden til at gå med at læse og få dagbogen opdateret til 10.10 så vi kan komme videre til København. Efter der var blevet åbnet til gaten, kunne vi igen vente på boarding, afgangen blev udsat ca. ½ time pga. der var motorproblemer, efter vi var kommet om bord, blev vi yderligere forsænket en ½ time mere, inden de var færdige og fået lavet papirarbejde inden de kunne lette, så vi kom først fra London kl. 11.05, vi havde ikke for meget tid i København i forvejen, så vi var ved at være nervøse, men piloten hentede en ½ time på turen til København, og uden yderlige problemer med motoren, velankommet til København og efter vi havde fået vores bagage, skulle vi gennem tolden, der ingen så dermed ingen yderlige forsænkelser. Så gik det ellers i rask trav til Indenrigsterminalen, her skulle vi lige have fundet ud af hvordan vi kunne få det toldfrie med i flyveren til Aalborg, efter en snak med sikkerhedsfolkene, om hvor og købstidspunkt kunne vi godt få det med i kabinen som håndbagage, tilbage og have vores kufferter afleveret og få bordingkort, for igen tilbage til sikkerhedskontrollen, og gæt hvem der igen måtte til ekstra tjek, ikke også Annette. Hun fik lov til at komme med, dejligt. Der var afgang til tiden, selv om flyet var landet med forsænkelse lige inden, så vi ankom til Aalborg 15.30, her står vi så igen efter ialt 13 starter og landinger og blev vi modtaget af vores drenge, svigerdatter og barnebarn samt Annettes far, bror og kone sikken en DEJLIG modtagelse, og efterfølgende middag hos Jette og Peter. En perfekt afslutning på en perfekt ferie.